Du er her: Forside » Kajakudstyr

Den nødvendige redningsvest

En redningsvest er en nødvendig del af kajakturen - og kan redde liv!

En redningsvest er et must. Kun en tåbe frygter ikke havet, så der er absolut ingen grund til at sætte livet på spil. Og det er faktisk tåbeligt at sætte livet på spil, når det nu en gang er så nemt at øge sikkerheden.

Hvis du er på udkig efter en ny vest til kajakbrug, bør du først gøre dig et par overvejelser - heriblandt din vægt. Ofte kan man være tilbøjelig til at stikke en hvid løgn angående sin vægt, men i denne situation er det vigtigt, at du er ærlig. Din vægt er nemlig afgørende for, hvilken redningsvest der passer dig bedst. Forskellige modeller er designet til at holde personer i forskellige vægtklasser flydende. Du bør derfor kende din nøjagtige vægt for at finde den mest egnede vest.

Yderligere bør du sikre dig, at vesten matcher din kajak og giver dig bevægelsesfrihed. Et godt valg er en type 3 redningsvest. Det er en meget tynd vest, designet således at du sagtens kan padle eller svømme uden at blive generet af den. Et godt valg når man tænker over sandsynligheden for, at kajakken på et eller andet tidspunkt nok kæntrer ... Desuden vil der ikke være plads i kajakken til den lidt kraftigere type af veste.

Der er gode muligheder for at finde en billig redningsvest enten i Den Blå Avis eller måske som ny. Men her anbefales det ikke at spare! Redningsvesten er en livline. Havner du i en kritisk situation iført en billig - men ubrugelig vest - vil du ærge dig over ikke at have ofret lidt ekstra.

Du bør desuden sikre dig, at vesten passer så godt, at den kan holde dig oven vande. Det gør du ved at iføre dig vesten og justere den. Få så en ven til at give vesten en hurtigt ryk i et forsøg på at trække den over hovedet af dig. Hvis den rykker sig for langt (2-3 centimeter), bør du vælge en mere stramtsiddende vest. Det du har allermindst brug for er, at vesten falder af, når du falder i vandet.