HI-redningen
HI-redningen er en god redningsteknik, når der er to kajaksejlere til at hjælpe.
En af de ting du bør sikre dig, før du tager på kajaktur, er at du kender til de forskellige teknikker, der kan hjælpe dig selv og andre nødstedte i vandet. Selvom det altid er godt at kunne udføre diverse vendinger - f.eks. eskimovendingen - så er det ikke altid realistisk. Og langt fra alle ved hvordan man gør. Men også af flere andre årsager er det ikke altid at en vending er mulig, for den der har brug for at foretage den. I så tilfælde er alternative teknikker nødvendige - inklusiv HI-redningen.
I modsætning til T-redningen og X-redningen, som kan udføres af én enkelt hjælpende kajaksejler foruden den nødstedte, kræver HI-redningen to hjælpere. Det er dog en meget nyttig teknik, hvis i er en lille gruppe kajaksejlere. Så vil i være nok til at udføre teknikken, der er en af de mere effektive til at tømme en kæntret kajak, der befinder sig i vandet.
Metoden er effektiv, fordi man løfter hele den kæntrede kajak over vandet og vender bunden i vejret, så alt vandet kan løbe ud. Hvis man benytter X-redningen eller T-redningen, gøres det lidt anderledes. Her vendes kajakken helt eller delvist rundt af kun én enkelt hjælper, mens en del af den kæntrede kajak stadig befinder sig i vandet. Det betyder, at der efter udførelsen af begge disse teknikker, ofte vil være noget vand tilbage i kajakken.
HI-redningen er ikke svær at udføre. Først skal begge hjælpere padle tæt hen mod den kæntrede kajak. Da metoden involverer, at den kæntrede kajak skal løftes helt op af vandet, skal du sørge for at personen i vandet har fat i en af hjælpernes kajakker. Således undgås det, at han bliver adskilt fra gruppen.
Herefter skal de to hjælpere bevæge sig tæt ind mod hinanden og placere deres pagajer på tværs af de to kajakker. Der vil således opstå en H-figur. Den kæntrede kajak skal så løftes op mellem de to andre og holdes på plads af pagajerne. Ved at tippe den nødstedte kajak fra side til side, vil du kunne få stort set alt vandet til at løbe ud. Nu er du klar til at sætte kajakken tilbage i vandet og hjælpe den nødstedte tilbage i kajakken.