Er det dyrt at sejle i kajak?
Før du kaster dig ud i et "kajakeventyr", er der én ting, du formentlig gør dig overvejelser omkring. De færreste kan trods alt tillade sig at spendere alt for mange penge på deres hobby, og kajaksejlads virker umiddelbart som en aktivitet, der er dyr at gå i gang med. Men som med de fleste andre aktiviteter bestemmer man selv, om man vil ligge ud i den dyre ende af skalaen, eller om man vælger en mere økonomisk overkommelig løsning.
Den største udgift er naturligvis anskaffelsen af selve kajakken. Der er mange forskellige kajaktyper på markedet. Til gengæld er der mange penge at spare, hvis du kigger dig lidt omkring. Vælger du samtidig at købe en brugt kajak, er der endnu flere penge at spare.
En anden fornuftig måde at holde sine kajakudgifter nede på er at sørge for fornuftig vedligeholdelse. Jo bedre du holder din kajak ved lige, des færre udgifter er der til reparationer. Når man tager de reparationer i betragtning, som kan blive nødvendigt på en misligholdt kajak, kan der her spares mange penge.
Naturligvis er der meget andet tilbehør, som kan købes til din nye kajak, men inden du går på den vilde shoppingtur, bør du overveje, om noget kan undværes. Hvis du f.eks. ikke har planer om længerevarende kajakture, kan du sikkert undvære en GPS.
Du bør også overveje, om det generet er nødvendigt at investere i det allerbedste udstyr. Det er selvfølgelig dejligt at have, men spørg i stedet dig selv, hvad der er tilstrækkeligt.
Selvom du måske kan undvære noget udstyr, og slække på kravene til andet, så bør du aldrig gå på kompromis med dit sikkerhedsudstyr. Enhver kajak bør være udstyret med en førstehjælpskasse, og du bør altid bære en redningsvest for din egen sikkerheds skyld.